Da jeg i sidste uge sagde farvel til en arbejdsplads, som efter 11 år nærmest er gået i blodet på mig, for - selvvalgt - at prøve kræfter med ikke at have et job på hånden, men kun mine egne ideer og drivkraft, blev jeg mødt af ord som "sejt", "modigt", "spændende". Men ud over min glæde over skønne kollegers velmenende skub på vejen, var det den let selvkritiske konstatering af egen tryghedsnarkomani hos en del af disse mennesker, som fik mig til at tænke over, hvad der gør, at så mange mennesker har svært ved at følge deres drømme og tage skridtet ud i det uvisse.
Bare for at starte et sted, så er jeg med på, at angsten for at fejle, økonomisk usikkerhed, man ved, hvad man har, ikke hvad man får, og alt det der - sikkert er en del af forklaringen. Alligevel er det ikke det, der træder i øjnene, når jeg ser disse menneskers kapacitet, råderum og mulighed for at få det bedste af flere verdener. Det er ikke manglende evner, disse mennesker er hæmmet af. Hvad er det så, der hindrer dem i springet, skiftet, nyorienteringen, fornyelsen - og vove sig ud af den berygtede comfort zone.
Hvis bare tryghedsnarkomanien kun handlede om at blive i sit job, ved sin læst og passe sit arbejde istedet for at drømme om noget grønnere græs, var der nok ikke andet at sige til det end “stå nu lidt fast og drop den der evige realisering af dig selv”. Det er mere det, at tryghedsnarkomanien let bliver et persontræk og en fælles kultur, som også smitter af på lysten til at tage en chance, sætte sig selv på spil og måske skabe noget nyt og fantastisk - noget hidtil uset - der hvor man ER.
Jeg fik lyst til at gå på opdagelse og i kødet på den nærmest clicheagtig undskyldning for at lukke ned for drømmene, visionerne og ambitionerne. Hvad nu hvis tryghedsnarkomanien egentlig kommer af en cocktail af hvilen på laurbærrene og forfængelighed, krydret med en konserverende form for social ansvarlighed - ikke at udstille fællesskabets normklister, ved at træde ud af gruppen og gøre noget overraskende? Hvad nu hvis det er magelighed, dovenskab og manglende nysgerrighed på en verden, der er større? Hvad nu hvis man bare er så ideforladt, at man ikke kan se andre veje, end den der allerede er trådt?
Det er ikke sådan, jeg ser det.
At være afhængig af tryghed er Menneskeligt med stort M. Det er i trygheden, vi kan være skabende. I utryghed er det ren overlevelse, når vi flytter os. Men hvad er denne “tryghedsnarkomani” så gjort af, og hvor ville vi være, hvis afhængigheden af trygheden ikke var så udtalt, som det lader til, at den er?
Store skridt på eget initiativ kræver, at man er afklaret med at være på usikker grund, og at man er villig til at tage ansvaret - også for at miste noget. Det, der var. Den position, man havde. Sit selvbillede og også den historie, andre fortæller om én. Det kan være svært at tage springet og gøre tingene på nye måder, hvis ikke man har en eller anden form for sikkerhedsnet, som kan opveje risikoen. Det er forskelligt, hvad der er vigtigt for at føle sig tryg - det økonomiske, det sociale eller det mentale i at have kontrol med situationen. Det kan også være, at det er andre mål, som spiller ind. For mig var der nogle helt grundlæggende værdier, som overtrumfede angsten.
Spørgsmål 1: Hvordan kan jeg skabe et tilstrækkeligt sikkerhedsnet?
Store skridt kan også kræve, at der er en mere konkret ide eller drivkraft. Men helt ærligt. For mit eget vedkommende var det først, da jeg havde truffet beslutningen om at gå en anden vej, at mine ideer for alvor tog form, at jeg fandt ud af, hvad jeg skulle gå efter helt konkret. Det er stadig for tidligt at bedømme, om der er nok substans i det, jeg gør. For at finde frem til passionen, er man nødt til at være ærlig med sig selv, hvad der giver energi og begejstring, og om det er stærkt nok til at smitte af på omgivelserne og skabe fremdrift. Man skal nok også være villig til at “dø” en lille smule for at nå drømmen.
Spørgsmål 2: Hvad er det, jeg brænder for, hvad tænder flammen i hjertet og ilden i øjnene?
Jeg tror, der kan være en tendens til at gå for længe alene med vores drømme. På et tidspunkt blev jeg træt af at høre min egen indre stemme fable om den noget abstrakte ide om at leve af at være min egen arbejdsgiver. Det var svært at tage skridtet videre. Hvis drømmen blev sagt højt, kunne enhver jo se min middelmådighed, hvis jeg fik kolde fødder, var langsommelige eller fuldstændig urealistisk i min ambition. Det hjalp at lede efter rollemodeller og finde nogle mennesker, som allerede havde gjort noget ud over det sædvanelige. Der er overraskende mange af dem. En god portion selvironi og begrænset selvhøjtidelighed kan også være det, der gør det at blotte sig til en naturlig del af processen.
Så spørgsmål 3 er: Hvem kan jeg hente inspiration, støtte og hjælp fra?
Tryghedsnarkoman - hvorfor er du afhængig? Jeg tror, det er fordi, der er nogle spørgsmål, som ikke er blevet besvaret tilstrækkeligt. Vi bliver hele tiden forstyrret. Der er hele tiden noget andet, vi skal. Og så er det ikke så mærkeligt, at drivkraften udebliver og modet svigter. Det er interessant, hvor svært det er, at finde plads til at blive længe nok i refleksions-mode, til at tingene kan falde på plads. Et minuts time out her og der er bare ikke nok. Det tager tid og fokus at finde sine egne svar på, hvor man står, hvad man har med sig, hvem man har brug for hjælp fra, for at komme derhen, hvor man gerne vil være? Det kræver også et gedigent kig på sig selv at afgøre, om tiden er moden.
Hvis drømmen er der, om at vove sig ud af comfort zone, så bliver det måske lidt nemmere at komme videre, hvis man har forholdt sig seriøst til de tre spørgsmål ovenfor. Det helt store spørgsmål er så, om man er klar til at tage handling på sine drømme - om man er villig til tage investeringen - med alt hvad det indebærer.
Spørgsmål 4: Hvordan bliver jeg klar - helt konkret - nu?
Det kan godt være, at man kan blive ramt af gode undskyldninger på så pågående et spørgsmål, men det har for mig at se ikke så meget med tryghedsnarkomani at gøre. Det er fordi, man ikke helt har skabt rammerne for at forfølge drømmen, kan sætte tydelige nok ord på, har fundet de mennesker, som kan hjælpe én på vej, og har taget den helt dybe indånding - derude på kanten.
Og det er okay. Det, der skal ske, skal ske.