Stressdebatten er der og blusser med jævne mellemrum op, når nye teorier kommer på banen, eller tallene over stressramte igen går den gale vej. I den her artikel fortæller jeg om, hvorfor jeg mener, der skal mere kunstneriske greb på banen for at forandre vores indstilling til og omgang med stressende arbejdsmiljøer. Mit bidrag er en poetisk historie om livsomvæltende stressbelastning, som jeg udgav for et år siden – “Fra indersiden af arbejdslivet – en digtsamling om stress” – som nu er trykt i over 200 eksemplarer.

“Jeg ved godt, hvordan det ser ud at hænge vasketøj op på en meget fortørnet måde”.

“ Krokodillerne er der, så det er lige meget at lære at svømme. Der skal noget andet til.”

“Det, med epidemi, får mig til at tænke på, at der er noget, der smitter.”

“Der er håb. For der er et valg. I sidste ende kan man altid gå sin vej.”

Det er eksempler på, hvordan dialog om stress i arbejdslivet kan forme sig, når afsættet er oplæsning af digte om stress fremfor mere traditionelle tilgange, hvor data er en tilfredshedsmåling, en APV eller tal for for højt sygefravær.

Det er ikke noget nyt, at litteratur hjælper os til at forstå os selv, det samfund vi er en del af eller til at invitere os ind i en verden, vi ellers ikke har adgang til eller erfaring med. Litteratur formidler fortællinger, den skaber billeder og forandrer os. På samme måde er poesi fortælling, der åbner for dybere forståelse og indføling med de menneskelige sider af tilværelsen – ikke mindst de store følelser og livets voldsomhed.

Digte handler om stemninger, følelser og oplevelser. Digte trækker på en anden form for formidling og sanselighed, som vi normalt ikke forbinder med det professionelle arbejdsliv. Hvem har fortolket Michael Strunge hen over frokostbordet eller læst Tove Ditlevsen højt på et kontormøde?

Jeg har ikke læst litteraturvidenskab eller været på Thestrup Højskole. Når jeg alligevel insisterer på, at min poesi har en plads i dialogen om stress i arbejdslivet, så er det fordi, digte i deres korte, koncentrerede form kan indfange de besværlige, ustyrlige og intimiderende følelser, som følger med at mærke stress på egen krop. At man som menneske står med kraftfulde, kompromisløse og rystende realiteter, som indeholder et oprør og et opråb til omverden om, at noget er galt, og man ikke kan løse det alene, fordi stress i arbejdslivet er bundet ind i relationer.

I udsagnene ovenfor hæfter jeg mig ved, at de gemmer på konstruktive og nyskabende veje til at forstå, hvordan vi kan stå i og omforme det stressbelastende. Der ligger en kim til at se sig selv og hinanden tættere på og til at undersøge, hvordan man kan hjælpe hinanden i den sårbare situation, som stress er. Hvis man vel at mærke er villig til at invitere et følelsessprog med ind på arenaen.

En artikel i Information fra 2008 forklarer pointen:

“Hjerneforskeren Antonio Damasio har introduceret en omskrevet version af Descartes læresætning i form af udtrykket: ’We feel, therefore we learn.’ Ifølge ham bliver vi med andre ord nødt til at få aktiveret vores emotioner, før vi kan lære noget nyt og dermed få ændret på vores situation – og til det formål er litteraturen fantastisk god. (Artikel fra 17.01.08 https://www.information.dk/kultur/2008/01/naar-kuren-prosa-frem-prozac)

Der er konstruktive og nytænkende handlinger gemt i samtalerne om digtene, og de kan måske netop komme frem, fordi det handler om “en tredje person”. Digtets stemme er på tilpas afstand til, at man kan åbne sig i samtalen. Hvis man kan se, at et menneske er trængt op i en krog og reagerer med fortørnethed, kan man tale om, hvordan vi kan række ud efter hinanden i lignende situationer med respekt og omsorg. Hvis vi kan se, at det, vi gør for at dæmme op for stress, er som at træne svømning i en flod af krokodiller, kan vi åbne samtalen for, hvad vi stiller op med floden og krokodillerne? Hvis epidemier er smitsomhed, skal vi starte sunde “epidemier” sammen. Hvis håb er at have en udvej, hvad skal vi så gøre for som ræven at have flere af dem?

Vi kan med andre ord lege med metaforerne, fortælle hvilke tanker de vækker, og hvad poesien gør ved os selv. Så istedet for at “fikse” dem, som bliver ramt af stressbelastninger, eller de andre som er “skyld” i stressen, kan vi lade os inspirere af poesien til at stå sammen i det og skabe den menneskelige forbindelse til hinanden, som er et væsentligt middel til at finde løsninger og dæmme op for stress.