Så vidt jeg ved, findes der ikke et mål for, hvilket mentalt trusselsniveau man skal regne med, når man søger ind på en ny arbejdsplads. Man kunne kalde det et samlet mål for risikograden for at skulle søge nyt job pga. manglende mening, for stort arbejdspres, ringe ledelseskvalitet, problematisk samarbejdskultur, omorganiseringer, afskedigelse, eller – hvis man bliver for længe – for at gå ned med stress med endnu større omkostninger til følge.

Jeg vil med det samme advare om, at artiklen her er lidt karrikeret, og jeg tager mig kunstnerisk frihed til at eksperimentere med en lidt voldsom metafor for psykisk arbejdsmiljø. Jeg benytter begrebet “trusselsvurdering”, som jeg har lånt fra Dansk Politi, hvor man løbende udarbejder vurderinger af terrortruslen mod Danmark. Barsk sammenligning, men når man som jeg har set og hørt om konkrete eksempler på mennesker, som jeg vil mene er blevet udsat for forskellige grader af skjult psykisk terror på deres arbejdsplads, så er det måske ikke ligegyldigt at gå radikalt til værks. Det er “worst case scenarios”, som er målestokken.

Vi ved, at mennesket er skabt med et avanceret nervesystem, som hjælper os til at overleve ved at scanne for trusler og farer. Vi ved, at vi hele tiden opfanger signaler og orienterer os i vores omverden, og at vi under normale omstændigheder er gode til at regulere os selv for at kunne være en del af gruppen, bevare vores værdighed og være i kontrol med situationen. I det hele taget ved vi utrolig meget om, hvad der får mennesker til at trives, og hvad der stresser mennesker.

Men vi ved også, at menesket er et socialt væsen, og når det netop er i det sociale rum, at truslerne ligger, så er det et forsøg værd at undersøge om terrortrussel-metaforen kan skærpe vores ansvarlighed, så vi ikke bare symptombehandler på skaderne, men kommer i gang med at omforme vores arbejdspladser, så vi fundamentalt minimerer risikofaktorerne og får grebet ind dybt nok.

På PET’s hjemmeside står der, at “[v]urderingen af terrortruslen mod Danmark er et koncentrat af en underliggende analyse, som er et af resultaterne af CTA’s [Center for Terroranalyse] brede analysearbejde, der strækker sig fra specifikke trusselsvurderinger i forhold til bestemte personer og begivenheder til bredere tendens-analyser og vurderinger af terror­relaterede fænomener, bl.a. analyser af terrorgrupper og trusler i udlan­det, som har betydning for Danmark.”

Det er selvfølgelig nogle helt andre data, som skal på bordet, når det er det psykiske arbejdsmiljø, som er i fokus for analyse. Det svære er, at det er os selv, der er “fjenden”. Jeg tager her jobansøgerens perspektiv på en trusselsanalyse, og det får mig til at pege på følgende data – ikke kun tal men også “data with a soul”:

• Har organisationen en troværdig mission og vision, som giver mening og har de autenticitet i deres virke?
• Hvilke værdier er grundlæggende i organisationen, og hvordan kommer de til udtryk i praksis?
• Hvor stor er personaleomsætningen, og hvor længe bliver medarbejdere og ledere i organisationen?
• Hvor mange omorganiseringer er der, herunder lederrokader, interne jobskifter etc.?
• Hvad er sygefraværet, og bliver tallene for stress-, angst- og depressionsrelateret fravær taget alvorligt?
• Hvor mange arbejdsmiljøproblemer kommer faktisk frem (når der ingen er kommet frem, er det ikke et mål for, at der ikke er nogen)?
• Hvilke vidnesbyrd er der om trivsel og det modsatte (og beror det på “efterretningskilder”, så flere nuancer på historierne kommer med)?
• Har man overblik over senskader hos medarbejdere, som har forladt arbejdspladsen (PTSD, lav arbejdsmarkedstilknytning, hel- eller delvis (førtids-)pensionering)?

…det er ikke en udtømmende liste, men mere en illustration af, hvor komplekse truslerne mod mental sundhed er, og den risiko man tager, når man siger “ja” til et nyt job eller bliver i et job, som ikke længere er sundt.

Det bliver for alvor ukomfortabelt, når man begynder at kigge på den konkrete trusselsvurdering af bestemte personer og begivenheder. Hvor længe vil man håbe det bedste eller vende det blinde øje til, hvis man har efterretninger om mennesker, som er i relationer, som vi ved er sundhedsskadelige fx som følge af arbejdsmæssig overbelastning, mobning, chikane, udelukkelse fra fællesskabet (prøv at slå op i forskelsbehandlingsloven for flere faktorer), eller fordi de udsættes for det som kaldes sekundær traumatisering, når man er vidne til andre menneskers oplevelser med voldsomt skadelige hændelser og vilkår.

Og når man kan se, at der er mentalt krævende begivenheder på vej, (som fx fyringer, omorganisering, radikale skift i strategi, etc.), har man så det grundlag af tillid og tryghed på arbejdspladsen, som skal muliggøre, at begivenhederne kan håndteres på en respektfuld og værdig måde for alle implicerede?

Hvilke relaterede fænomener foregår i omverden, som kan være med til at påvirke den mentale sundhed (fx. accellerationssamfund, præstationskultur, afvæbnet kritik for bare at pege i retning af nogle forskningsbidrag, som kunne være relevante). Helt konkret, har man som medarbejder tiltro til, at man kan flytte sig et sted hen, hvor truslen er mindre?

I Danmark har vi et mål for, hvad graden af terrortruslen vurderes at være. Meget alvorlig – Alvorlig – Generel – Begrænset – Ingen. Dette mål bidrager til en bevidsthed om, hvilket alarmberedskab vi skal være i som samfund. Det bidrager til ændringer i vores adfærd i det offentlige rum. Og der må også siges at blive allokeret ressourcer efter det.

På det helt nære niveau er mennesker i relationelt alarmberedskab, når de skal håndtere at være under pres i arbejdslivet. Som jeg skrev i artiklen “I organisationer er relationer det stærkeste og det skrøbeligste vi har”: “I vores tids arbejdsliv er der mange grunde til, at den psykiske sundhed kommer under pres, og det er vi nødt til at have et sprog for. Noget af det sprog stresslitteraturen giver os er: Urealistiske krav, uklare roller og ansvar, store forandringer, fyringer, høj kompleksitet, vanskeligt samarbejde, uro, vedvarende fart og støj, digitaliseringens grænseløshed, tab af mening, mangel på tilhørsforhold, mangel på anerkendelse, samvittighedsfuldhed, følelseskontrol.”

På et mere overordnet niveau spørger jeg, hvor mange mennesker skal mærke meget alvorlige eller alvorlige stressbelastninger, før vi som samfund arbejder lige så fokuseret for at komme alle grader af psykisk terror til livs – med forebyggelse, efterforskning, efterretning- og analyse og et beredskab, som kan sættes ind med en aktionsstyrkes præcision og almindeligt velplacerede indsatsstyrker?

Når afsættet er digte om stress fremfor mere traditionelle tilgange, hvor data er en tilfredshedsmåling, en APV eller tal for for højt sygefravær, så sker der noget forløsende.

“Fra indersiden af arbejdslivet – en digtsamling om stress” er en hverdagsnær skildring af stemninger, følelser og oplevelser med en livsomvæltende stressbelastning.

Det er ikke nyt, at litteratur hjælper os til at forstå os selv, det samfund vi er del af og inviterer os ind i en verden, vi ellers ikke har adgang til eller erfaring med. Poesi kan åbne for dybere forståelse og indføling med det at være menneske under pres fra denne tids arbejdsliv. Poesi giver sprog til det, som er svært at tale om på arbejdspladser – om det som er på spil, når stress står på for længe og for voldsomt. Poesi kan sætte nye spor i dialogen – fordi digte kan være et fælles tredje, som kan mærkes, undersøges, og være overraskende livsbekræftende.

Med digtsamlingen ønsker jeg at vise, at stress er menneskeligt, og at vi hjælper hinanden ved at øve os i at rumme de følelser, som følger med – også i en arbejdsammenhæng. Det er et kreativt supplement til mere traditionelle måder at gribe udfordringerne med stress i arbejdslivet an, som omfavner og omformer den måde, vi ser på stress – og dermed vores muligheder for at forebygge.

Bogen koster 69,- kr. som trykt bog og 45,- kr. som e-bog, der hvor du køber bøger på nettet, eller du kan kontakte mig.

Er du nysgerrig på at vide mere, nås jeg på telefon 2811 6007 eller jettelou@gmail.com.

Oplæsning
Et poetisk afsæt som optakt til dialog om stress og trivsel kan invitere til at tjekke ind med mere nærvær og indføling. En oplæsning af digte kan vare fra 3 til 30 minutter og tilpasses til anledningen – hvad enten det er et møde i arbejdsmiljøudvalget/samarbejdsudvalget, en strategidag, hvor mental sundhed er på dagsorden, en personaledag om trivsel etc.

Foredrag
Foredraget “Fra indersiden af arbejdslivet” bygger på en personlig beretning om en livsomvæltende stressbelastning. En poetisk fortælling flettes sammen med viden om forandringsledelse, organisationsudvikling og stressforskning. Foredraget sætter ord på det alment menneskelige, som er på spil før, under og efter et stresskollaps og inviterer til nye vinkler og forslag til respons, når arbejdslivet ikke længere er sundt.

Workshop
Workshoppen ”Poetisk dialog” har fokus på at skabe rum for, at medarbejdere og ledere kan undersøge, udforske og eksperimentere med, hvordan det er muligt at rumme de følelser, som viser sig i mødet med stress hos andre og hos sig selv. Gennem poesi, narrative samtaler og leg med poetiske metoder skærper deltagerne deres evne til at sanse både sårbarhed og styrke, når mennesker har stress inde på livet.

Arbejdslivsudstilling
En innovativ tilgang til en arbejdsmiljøindsats omkring stress er at samskabe en lokal arbejdslivsudstilling, som undersøger og formidler viden, erfaringer og ideer til forebyggelse gennem et kreativt udviklingsforløb. Deltagerne får en dybere forståelse, som de deler med arbejdspladsen i et udstillingsformat. Udviklingsforløbet nytænker måden organisationer involverer og skaber dialog om arbejdsmiljø på en visuel og sanselig måde.

Er du nysgerrig på at vide mere, nås jeg på telefon 28116007 eller jettelou@gmail.com

Jeg har udgivet “Fra indersiden af arbejdslivet – en digtsamling om stress”, fordi poesiens sprog kan noget andet end statistikker, policy-dokumenter og konsulentrapporter. Og selvom forskerne har mange gode bidrag om årsager, konsekvenser og behandling, kan de rå og hudløse fortællinger åbne en dør for en dybere forståelse for og indføling med, hvordan det føles at være menneske under pres fra denne tids arbejdsliv. Ikke for at pive eller fiske efter medlidenhed, men for at bryde et tabu, som er så massivt, at det ofte kun er psykologerne, der tager bladet fra munden.

At blive ramt af stress er skamfuldt. At være årsag til andres stress er skamfuldt. Derfor er det tabubelagt. Derfor bliver det et individuelt problem, som må filtreres gennem den viden, som psykologerne samler sammen i deres konsultationer, eller som forskerne kan belyse i tilpas abstrakte termer og modeller, eller politikerne kan behandle som en sag i arms længde.

I vores tids arbejdsliv er der mange grunde til, at den psykiske sundhed kommer under pres, og det er vi nødt til at have et sprog for. Noget af det sprog stresslitteraturen giver os er: Urealistiske krav, uklare roller og ansvar, store forandringer, fyringer, høj kompleksitet, vanskeligt samarbejde, uro, vedvarende fart og støj, digitaliseringens grænseløshed, tab af mening, mangel på tilhørsforhold, mangel på anerkendelse, samvittighedsfuldhed, følelseskontrol.

Vi har svært ved at tale om, at inde bag disse samlebetegnelser gemmer der sig et væld af følelser, og at det er mennesker i al deres mangfoldighed af levede liv og erfaringer, som bærer på følelserne. Vi kan sige de typiske belastninger højt – næsten uden at blinke – for det er hverdagsvilkår for rigtig mange, men meget tyder på, at vi ikke har opdaget eller ikke vil se, at det er disse belastninger, som sætter arbejdspladser i et konstant og vedvarende følelsesmæssigt alarmberedskab, og at det gør arbejdsmiljøet spændingsfyldt.

I organisationer er relationer mellem mennesker det stærkeste og det skrøbeligste vi har for at få arbejdet gjort. Og vi kan ikke benægte, at vi påvirker hinandens stressniveau – både på individ-, gruppe-, organisations- og samfundsniveau – og det er alligevel det, vi gør. Benægter, bortforklarer, finder argumenter for, at det ikke er så slemt. At det går over igen, at det er værre andre steder, at det ikke er vores skyld, men at det er den enkelte, som har et ansvar for at sige fra. At vi gerne hjælper, når skaden er sket med et klippekort til psykologen, fordi det er synd for den, som har det svært.

Det er påfaldende, hvor ukomfortabelt det er at rumme hinandens følelsesliv i arbejdssammenhænge. Det er på tide, at vi begynder at vedkende os, at følelserne er med på arbejde, uanset hvor tydelige eller utydelige de er, og at det ikke kun er et anliggende for HR. Det er på tide, at det bliver legitimt at sige højt, at der er noget galt med vores arbejdskultur, som psykologerne ikke kan løse alene. Det er på tide, at vi får luft til at være mennesker.

Stressdebatten er der og blusser med jævne mellemrum op, når nye teorier kommer på banen, eller tallene over stressramte igen går den gale vej. I den her artikel fortæller jeg om, hvorfor jeg mener, der skal mere kunstneriske greb på banen for at forandre vores indstilling til og omgang med stressende arbejdsmiljøer. Mit bidrag er en poetisk historie om livsomvæltende stressbelastning, som jeg udgav for et år siden – “Fra indersiden af arbejdslivet – en digtsamling om stress” – som nu er trykt i over 200 eksemplarer.

“Jeg ved godt, hvordan det ser ud at hænge vasketøj op på en meget fortørnet måde”.

“ Krokodillerne er der, så det er lige meget at lære at svømme. Der skal noget andet til.”

“Det, med epidemi, får mig til at tænke på, at der er noget, der smitter.”

“Der er håb. For der er et valg. I sidste ende kan man altid gå sin vej.”

Det er eksempler på, hvordan dialog om stress i arbejdslivet kan forme sig, når afsættet er oplæsning af digte om stress fremfor mere traditionelle tilgange, hvor data er en tilfredshedsmåling, en APV eller tal for for højt sygefravær.

Det er ikke noget nyt, at litteratur hjælper os til at forstå os selv, det samfund vi er en del af eller til at invitere os ind i en verden, vi ellers ikke har adgang til eller erfaring med. Litteratur formidler fortællinger, den skaber billeder og forandrer os. På samme måde er poesi fortælling, der åbner for dybere forståelse og indføling med de menneskelige sider af tilværelsen – ikke mindst de store følelser og livets voldsomhed.

Digte handler om stemninger, følelser og oplevelser. Digte trækker på en anden form for formidling og sanselighed, som vi normalt ikke forbinder med det professionelle arbejdsliv. Hvem har fortolket Michael Strunge hen over frokostbordet eller læst Tove Ditlevsen højt på et kontormøde?

Jeg har ikke læst litteraturvidenskab eller været på Thestrup Højskole. Når jeg alligevel insisterer på, at min poesi har en plads i dialogen om stress i arbejdslivet, så er det fordi, digte i deres korte, koncentrerede form kan indfange de besværlige, ustyrlige og intimiderende følelser, som følger med at mærke stress på egen krop. At man som menneske står med kraftfulde, kompromisløse og rystende realiteter, som indeholder et oprør og et opråb til omverden om, at noget er galt, og man ikke kan løse det alene, fordi stress i arbejdslivet er bundet ind i relationer.

I udsagnene ovenfor hæfter jeg mig ved, at de gemmer på konstruktive og nyskabende veje til at forstå, hvordan vi kan stå i og omforme det stressbelastende. Der ligger en kim til at se sig selv og hinanden tættere på og til at undersøge, hvordan man kan hjælpe hinanden i den sårbare situation, som stress er. Hvis man vel at mærke er villig til at invitere et følelsessprog med ind på arenaen.

En artikel i Information fra 2008 forklarer pointen:

“Hjerneforskeren Antonio Damasio har introduceret en omskrevet version af Descartes læresætning i form af udtrykket: ’We feel, therefore we learn.’ Ifølge ham bliver vi med andre ord nødt til at få aktiveret vores emotioner, før vi kan lære noget nyt og dermed få ændret på vores situation – og til det formål er litteraturen fantastisk god. (Artikel fra 17.01.08 https://www.information.dk/kultur/2008/01/naar-kuren-prosa-frem-prozac)

Der er konstruktive og nytænkende handlinger gemt i samtalerne om digtene, og de kan måske netop komme frem, fordi det handler om “en tredje person”. Digtets stemme er på tilpas afstand til, at man kan åbne sig i samtalen. Hvis man kan se, at et menneske er trængt op i en krog og reagerer med fortørnethed, kan man tale om, hvordan vi kan række ud efter hinanden i lignende situationer med respekt og omsorg. Hvis vi kan se, at det, vi gør for at dæmme op for stress, er som at træne svømning i en flod af krokodiller, kan vi åbne samtalen for, hvad vi stiller op med floden og krokodillerne? Hvis epidemier er smitsomhed, skal vi starte sunde “epidemier” sammen. Hvis håb er at have en udvej, hvad skal vi så gøre for som ræven at have flere af dem?

Vi kan med andre ord lege med metaforerne, fortælle hvilke tanker de vækker, og hvad poesien gør ved os selv. Så istedet for at “fikse” dem, som bliver ramt af stressbelastninger, eller de andre som er “skyld” i stressen, kan vi lade os inspirere af poesien til at stå sammen i det og skabe den menneskelige forbindelse til hinanden, som er et væsentligt middel til at finde løsninger og dæmme op for stress.