Så vidt jeg ved, findes der ikke et mål for, hvilket mentalt trusselsniveau man skal regne med, når man søger ind på en ny arbejdsplads. Man kunne kalde det et samlet mål for risikograden for at skulle søge nyt job pga. manglende mening, for stort arbejdspres, ringe ledelseskvalitet, problematisk samarbejdskultur, omorganiseringer, afskedigelse, eller – hvis man bliver for længe – for at gå ned med stress med endnu større omkostninger til følge.

Jeg vil med det samme advare om, at artiklen her er lidt karrikeret, og jeg tager mig kunstnerisk frihed til at eksperimentere med en lidt voldsom metafor for psykisk arbejdsmiljø. Jeg benytter begrebet “trusselsvurdering”, som jeg har lånt fra Dansk Politi, hvor man løbende udarbejder vurderinger af terrortruslen mod Danmark. Barsk sammenligning, men når man som jeg har set og hørt om konkrete eksempler på mennesker, som jeg vil mene er blevet udsat for forskellige grader af skjult psykisk terror på deres arbejdsplads, så er det måske ikke ligegyldigt at gå radikalt til værks. Det er “worst case scenarios”, som er målestokken.

Vi ved, at mennesket er skabt med et avanceret nervesystem, som hjælper os til at overleve ved at scanne for trusler og farer. Vi ved, at vi hele tiden opfanger signaler og orienterer os i vores omverden, og at vi under normale omstændigheder er gode til at regulere os selv for at kunne være en del af gruppen, bevare vores værdighed og være i kontrol med situationen. I det hele taget ved vi utrolig meget om, hvad der får mennesker til at trives, og hvad der stresser mennesker.

Men vi ved også, at menesket er et socialt væsen, og når det netop er i det sociale rum, at truslerne ligger, så er det et forsøg værd at undersøge om terrortrussel-metaforen kan skærpe vores ansvarlighed, så vi ikke bare symptombehandler på skaderne, men kommer i gang med at omforme vores arbejdspladser, så vi fundamentalt minimerer risikofaktorerne og får grebet ind dybt nok.

På PET’s hjemmeside står der, at “[v]urderingen af terrortruslen mod Danmark er et koncentrat af en underliggende analyse, som er et af resultaterne af CTA’s [Center for Terroranalyse] brede analysearbejde, der strækker sig fra specifikke trusselsvurderinger i forhold til bestemte personer og begivenheder til bredere tendens-analyser og vurderinger af terror­relaterede fænomener, bl.a. analyser af terrorgrupper og trusler i udlan­det, som har betydning for Danmark.”

Det er selvfølgelig nogle helt andre data, som skal på bordet, når det er det psykiske arbejdsmiljø, som er i fokus for analyse. Det svære er, at det er os selv, der er “fjenden”. Jeg tager her jobansøgerens perspektiv på en trusselsanalyse, og det får mig til at pege på følgende data – ikke kun tal men også “data with a soul”:

• Har organisationen en troværdig mission og vision, som giver mening og har de autenticitet i deres virke?
• Hvilke værdier er grundlæggende i organisationen, og hvordan kommer de til udtryk i praksis?
• Hvor stor er personaleomsætningen, og hvor længe bliver medarbejdere og ledere i organisationen?
• Hvor mange omorganiseringer er der, herunder lederrokader, interne jobskifter etc.?
• Hvad er sygefraværet, og bliver tallene for stress-, angst- og depressionsrelateret fravær taget alvorligt?
• Hvor mange arbejdsmiljøproblemer kommer faktisk frem (når der ingen er kommet frem, er det ikke et mål for, at der ikke er nogen)?
• Hvilke vidnesbyrd er der om trivsel og det modsatte (og beror det på “efterretningskilder”, så flere nuancer på historierne kommer med)?
• Har man overblik over senskader hos medarbejdere, som har forladt arbejdspladsen (PTSD, lav arbejdsmarkedstilknytning, hel- eller delvis (førtids-)pensionering)?

…det er ikke en udtømmende liste, men mere en illustration af, hvor komplekse truslerne mod mental sundhed er, og den risiko man tager, når man siger “ja” til et nyt job eller bliver i et job, som ikke længere er sundt.

Det bliver for alvor ukomfortabelt, når man begynder at kigge på den konkrete trusselsvurdering af bestemte personer og begivenheder. Hvor længe vil man håbe det bedste eller vende det blinde øje til, hvis man har efterretninger om mennesker, som er i relationer, som vi ved er sundhedsskadelige fx som følge af arbejdsmæssig overbelastning, mobning, chikane, udelukkelse fra fællesskabet (prøv at slå op i forskelsbehandlingsloven for flere faktorer), eller fordi de udsættes for det som kaldes sekundær traumatisering, når man er vidne til andre menneskers oplevelser med voldsomt skadelige hændelser og vilkår.

Og når man kan se, at der er mentalt krævende begivenheder på vej, (som fx fyringer, omorganisering, radikale skift i strategi, etc.), har man så det grundlag af tillid og tryghed på arbejdspladsen, som skal muliggøre, at begivenhederne kan håndteres på en respektfuld og værdig måde for alle implicerede?

Hvilke relaterede fænomener foregår i omverden, som kan være med til at påvirke den mentale sundhed (fx. accellerationssamfund, præstationskultur, afvæbnet kritik for bare at pege i retning af nogle forskningsbidrag, som kunne være relevante). Helt konkret, har man som medarbejder tiltro til, at man kan flytte sig et sted hen, hvor truslen er mindre?

I Danmark har vi et mål for, hvad graden af terrortruslen vurderes at være. Meget alvorlig – Alvorlig – Generel – Begrænset – Ingen. Dette mål bidrager til en bevidsthed om, hvilket alarmberedskab vi skal være i som samfund. Det bidrager til ændringer i vores adfærd i det offentlige rum. Og der må også siges at blive allokeret ressourcer efter det.

På det helt nære niveau er mennesker i relationelt alarmberedskab, når de skal håndtere at være under pres i arbejdslivet. Som jeg skrev i artiklen “I organisationer er relationer det stærkeste og det skrøbeligste vi har”: “I vores tids arbejdsliv er der mange grunde til, at den psykiske sundhed kommer under pres, og det er vi nødt til at have et sprog for. Noget af det sprog stresslitteraturen giver os er: Urealistiske krav, uklare roller og ansvar, store forandringer, fyringer, høj kompleksitet, vanskeligt samarbejde, uro, vedvarende fart og støj, digitaliseringens grænseløshed, tab af mening, mangel på tilhørsforhold, mangel på anerkendelse, samvittighedsfuldhed, følelseskontrol.”

På et mere overordnet niveau spørger jeg, hvor mange mennesker skal mærke meget alvorlige eller alvorlige stressbelastninger, før vi som samfund arbejder lige så fokuseret for at komme alle grader af psykisk terror til livs – med forebyggelse, efterforskning, efterretning- og analyse og et beredskab, som kan sættes ind med en aktionsstyrkes præcision og almindeligt velplacerede indsatsstyrker?