Jeg har udgivet “Fra indersiden af arbejdslivet – en digtsamling om stress”, fordi poesiens sprog kan noget andet end statistikker, policy-dokumenter og konsulentrapporter. Og selvom forskerne har mange gode bidrag om årsager, konsekvenser og behandling, kan de rå og hudløse fortællinger åbne en dør for en dybere forståelse for og indføling med, hvordan det føles at være menneske under pres fra denne tids arbejdsliv. Ikke for at pive eller fiske efter medlidenhed, men for at bryde et tabu, som er så massivt, at det ofte kun er psykologerne, der tager bladet fra munden.

At blive ramt af stress er skamfuldt. At være årsag til andres stress er skamfuldt. Derfor er det tabubelagt. Derfor bliver det et individuelt problem, som må filtreres gennem den viden, som psykologerne samler sammen i deres konsultationer, eller som forskerne kan belyse i tilpas abstrakte termer og modeller, eller politikerne kan behandle som en sag i arms længde.

I vores tids arbejdsliv er der mange grunde til, at den psykiske sundhed kommer under pres, og det er vi nødt til at have et sprog for. Noget af det sprog stresslitteraturen giver os er: Urealistiske krav, uklare roller og ansvar, store forandringer, fyringer, høj kompleksitet, vanskeligt samarbejde, uro, vedvarende fart og støj, digitaliseringens grænseløshed, tab af mening, mangel på tilhørsforhold, mangel på anerkendelse, samvittighedsfuldhed, følelseskontrol.

Vi har svært ved at tale om, at inde bag disse samlebetegnelser gemmer der sig et væld af følelser, og at det er mennesker i al deres mangfoldighed af levede liv og erfaringer, som bærer på følelserne. Vi kan sige de typiske belastninger højt – næsten uden at blinke – for det er hverdagsvilkår for rigtig mange, men meget tyder på, at vi ikke har opdaget eller ikke vil se, at det er disse belastninger, som sætter arbejdspladser i et konstant og vedvarende følelsesmæssigt alarmberedskab, og at det gør arbejdsmiljøet spændingsfyldt.

I organisationer er relationer mellem mennesker det stærkeste og det skrøbeligste vi har for at få arbejdet gjort. Og vi kan ikke benægte, at vi påvirker hinandens stressniveau – både på individ-, gruppe-, organisations- og samfundsniveau – og det er alligevel det, vi gør. Benægter, bortforklarer, finder argumenter for, at det ikke er så slemt. At det går over igen, at det er værre andre steder, at det ikke er vores skyld, men at det er den enkelte, som har et ansvar for at sige fra. At vi gerne hjælper, når skaden er sket med et klippekort til psykologen, fordi det er synd for den, som har det svært.

Det er påfaldende, hvor ukomfortabelt det er at rumme hinandens følelsesliv i arbejdssammenhænge. Det er på tide, at vi begynder at vedkende os, at følelserne er med på arbejde, uanset hvor tydelige eller utydelige de er, og at det ikke kun er et anliggende for HR. Det er på tide, at det bliver legitimt at sige højt, at der er noget galt med vores arbejdskultur, som psykologerne ikke kan løse alene. Det er på tide, at vi får luft til at være mennesker.