Ledelse er ofte på dagsorden, og der er forventninger til ledere fra alle sider. Mere for mindre, bedre på nye måder fra “day one”, nye højder selvom mennesker stadig er små. Krydspres, spændetrøjer, benspænd, hvad enten de er økonomiske, politiske eller organisatoriske. Der bliver råbt på kreativitet, innovation og nytænkning. Det, som forlanges, er ledelsesmæssig transition, indenfor en ramme af det som er.
Samtidig er der er noget hemmeligt, noget tavshedsbelagt, noget nærmest pinligt ved at tale om behov for grundlæggende fornyelse indenfor ledelse. At ledelsestænkningen efterhånden er blevet udvandet, og vi ikke kan kende forskel på mål og midler, på principper og den faktiske realisering. At kommende generationer måske ikke gider tage over, sådan som præmisserne er lige nu.
Jeg tror, at ledelsesbegrebet er godt i gang med at skifte form, uden det endnu er helt entydigt, hvad det egentlig indebærer. Mulighederne er mange, og kunsten bliver at finde farbare veje i et landskab med aflejringer af mange års tænkning, grundlæggende skred, sammenstyrtning af dogmer og nyt land, som bryder frem under overfladen af det gamle.
Det er en tid, hvor der er behov for at undersøge og genopfinde lederskabet. Der skal skabes rum for at lytte til den dybe læring, som ledere samler op, når de står ansigt til ansigt med konsekvenserne af den ledelse, de praktiserer. Der må refleksion, dialog og samspil med andre ind på arenaen - og ikke kun i ledelsesnetværkene, på lederseminarerne og bag lukkede døre med velmenende konsulenter.
Lederskab bevæger sig på flere planer og må bringes til live flere steder fra. Vi skal kalde på en større åbenhed og nysgerrighed i samtalerne om, hvad ledelse er gjort af. Overraskende, udfordrende og opløftende måder at tale om lederskabet på, hvis vi vil lukke op for fornyelse. Der skal noget andet til, end det vi kender, hvis vi skal skabe energi til nye kvantespring. Eksperimenter, som kan gennemføres med stor alvor og en god portion leg, samtidig med at eksperimenterne ikke må være større, end at de er til at gabe over.
En af de måder, jeg gerne vil arbejde med at forny lederskabet på, er at se på lederskab som læring. Har ledere selv forholdt sig til, hvad det kræver at åbne sig for læring, lægge gamle vaner og præferencer bag sig og skabe ny praksis? Hvad sker der, hvis lederes læring omsættes som ledelseskraft i sig selv? Hvordan vil næste prototype på lederskab så se ud?
Tankegangen her kommer i erkendelsen af, at ledere i dag står i det samme tågeland som medarbejdere, hvor alting går så stærkt, og at ledere let kan blive overflødiggjort, hvis ikke de er hurtige "adaptorer".
Det bedste, ledere kan gøre, er at hjælpe mennesker til at håndtere de komplekse, omskiftelige, flertydige og modsatrettede betingelser, som viser sig, når organisationer skal præstere vedvarende, helst ud over det sædvanlige og ind i den næste æra. Det kræver en høj grad af parathed - ikke bare mentalt i forhold til at sætte eksisterende viden, erfaring og praksis i spil - men også læringsparathed i forhold til at forstå det nye, forholde sig til det og omforme det på en relevant måde.
Det handler om, at den læring, der skal til for at skabe radikal forandring, er gjort af noget, som er lige så fint og sårbart som tillid. Ledere gør indtryk, når de kan hjælpe andre igennem svære forandringsprocesser, eller rettere igennem den usikkerhed, uvished og utilstrækkelighed, som følger med meget vanskelige opgaver, forandringer og i innovationsprocesser. Ledere, der selv har oplevet, forholdt sig til og omsat deres egen læring i praksis, kan bedre hjælpe andre igennem.
Ledere, som forstår dette, og som generøst kan give det videre - det er dem, som for alvor kan bevæge sig i det nye landskab og få folk med.